Tag-arkiv: P-pladser

Nyhedsbrev August 2021

(udsendt per e-mail til alle medlemmer og beboere den 27.8.)

Kære alle i Slotsdalen,

Vi minder alle ejerne om at huske vores ordinære generalforsamling onsdag den 22. september kl. 19 i fælleshuset (udsat fra maj pga. Corona). Der udsendes dagsorden og materiale om ca. en uge.

Desværre har vi endnu en gang været nødt til at aflyse vores arbejdsdag og fælles bar + spisning fredag den 3. september, da det ramler sammen med for meget andet for os lige nu. Vi satser på et come-back til foråret!

P-pladsprojektet er nu endelig gået i gang. Arbejdet startede med at tjørnehækkene blev hevet op. Herefter følger omlægning af stenene, så pladserne bliver bredere. Til efteråret plantes der avnbøg om p-pladserne. Ejerne kan se beskrivelsen af projektet i materialet fra sidste års generalforsamling.  Der kommer en periode, hvor man vil savne de gamle hække og vil synes, der bliver bart, men det skulle gerne blive meget bedre og flottere med den nye dobbelte hæk. De bredere p-pladser får vi selvfølgelig glæde af med det samme. Entreprenøren skilter selv. Det er planen, at der tages en side af en p-plads ad gangen, så der ikke bliver alt for stor mangel på p-pladser. 

Ny vicevært. Efter en overgangsperiode denne sommer, hvor Morten stadig har været behjælpelig, får vi nu nye kræfter på posten som vicevært. Vi har fået en aftale med Jesper, der er tidligere beboer og kender området og vores ønsker rigtig godt og som kan tilbyde nogle at løse nogle flere af de opgaver, som vi har brug for hjælp til. Man kontakter stadig viceværten ved at skrive til vicevaert@slotsdalen.com – vi opdaterer hjemmesiden med telefonnr. og andre kontaktdetaljer snarest.

Ladestationer til el-biler. Vi har nedsat et lille hurtigtarbejdende udvalg, der arbejder på en bedre og mere fremtidssikret løsning til ladning af el-biler end den, vi kan tilbyde i dag. Vi har p.t. tre biler, der lader ved fælleshuset, og har kendskab til at min to andre ejere får leveret el-biler indenfor de næste uger. Derudover har flere henvendt sig vedr. mulighederne. Det er derfor presserende med en bedre og mere fremtidssikret løsning end den nuværende for at kunne lade el-biler i området. Vi udsender en lille spørgeskemaundersøgelse for at afdække behovet og forventningerne. Der vil endvidere komme en orientering herom på generalforsamlingen. 

Kommunikation med bestyrelsen. Vi beder alle, der gerne vil i kontakt med bestyrelsen om at skrive til os på vores mail bestyrelsen@slotsdalen.com. Vi – og særligt formanden – får jævnligt henvendelser privat via sociale medier eller på SMS/Messenger. Det besværliggør kommunikationen bestyrelsesmedlemmerne imellem – og det kan være  personligt belastende, at ens personlige interaktion blander sig med foreningsaktiviteter. Hvis man har et akut problem, er man selvfølgelig velkommen til at ringe og spørge om hjælp (også hos formanden), men henvendelser, som man forventer at foreningen tager sig af og besvarer bedes sendt  per e-mail til foreningen. HUsk også at langt de fleste oplysninger kan findes på vores hjemmeside på slotsdalen.com – og google er din ven, når du leder efter oplysninger – også om Slotsdalen.  

den 27. august 2021/Bestyrelsen

Nyhedsbrev – marts 2020

Leje af fælleshuset suspenderet. Med regeringens seneste tiltag for at begrænse smitterisikoen med Covid-19 er forsamlinger med mere end 10 personer forbudt. Derfor suspenderer vi aftaler om udlejning af fælleshuset – indtil videre – til den 30. marts. Da forbuddet må forventes at kunne blive forlænget, vil det formentlig først være efter påske, man igen kan arrangere fester på sikker vis og får brug for fælleshuset. Derfor kan man p.t. ikke booke fælleshuset de næste 4 uger. Hvis du har lejet fælleshuset og har betalt leje og depositum i denne periode, får du selvfølgelig dine penge retur.

I Facebook-gruppen for Slotsdalen deler flere stort og småt, sælger/bytter/forærer ting og spørger hinanden til råds. I denne tid, hvor vi ikke rigtigt kan mødes med andre mennesker, kan det måske være særligt rart også at se og mærke at man har naboer og at vi kan hjælpe hinanden. Hvis du har en profil på Facebook, kan du være med i gruppen. Den administreres af et par beboere; den er ikke noget officielt talerør for foreningen. Der er p.t. 73 medlemmer – men mon ikke, der er mange flere i Slotsdalen, der har en facebookprofil og gerne vil læse/være med?  Se her

P-pladsudvidelsen. Projektet med udvidelse af p-pladsen i midten af bebyggelsen ud for nr. 119-123 og nr. 97-101 er nu udført. P-pladserne er gjort bredere, der er kommet ekstra pladser, etableret reflekser for bedre indkørsel,  tjørnen omkring pladsen er fjernet og der er plantet bøgehæk i stedet. Vi er godt tilfredse med resultatet, der selvfølgelig først folder sig ud, når hækken vokser til.

Internet og tv-pakker. Flere har efterlyst muligheden for at kunne aftage internet fra andre end YouSee, senest har vi fået henvendelser et par medlemmer vedr. FastSpeed. Til dem kan vi fortælle, at det nu er muligt at vælge en anden udbyder end YouSee til internet via vores bredbånd, hvis man finder det fordelagtigt, ligesom du nu også kan vælge internet fra YouSee uden nødvendigvis også at skulle aftage en tv-pakke. Det er vores anlæg, der sætter begrænsningen for internethastigheden, og 3.partsudbydere som fx FastSpeed vil skulle leje sig ind på kablerne via YouSee. Så hvis der opstår nedbrud på internettet fra YouSee, kan det også slå igennem for internetadgangen fra en anden udbyder. Vær opmærksom på, at der kan være særlige vilkår for af- og gentilmelding. Læs om internet og kabel-tv i Slotsdalen fra A-Z her.

Mangler du sportskanaler fra YouSee? Der forsvandt nogle sportskanaler, da YouSee og Discovery ikke længere var enige og deres aftale løb ud. DIGITALT.TV er kommet dig til undsætning med en oversigt over, hvilke tv-stationer, du kan finde de forskellige sportsbegivenheder på. Se oversigten her.

Generalforsamling. Grundejerforeningens ordinære generalforsamling afholdes onsdag den 27. maj kl. 19 i fælleshuset. Medlemmerne vil få dagsorden tilsendt primo maj – sæt gerne kryds i kalenderen nu.

Arbejdsdag. Lige nu er det ikke muligt at planlægge arrangementer ret langt frem i tiden. Hvis vi er tilbage til normaltilstande, vil vi gerne afholde vores ’arbejdsdag’ som et par timer fredag eftermiddag kl. 16-18 med fælles pizzaspisning bagefter. P.t. er den tidligste dag, hvor dette vil kunne lade sig gøre den 24. april, så sæt gerne et ’måske-kryds’ i kalenderen. Vi vil gerne lige se tiden an og sender en mail ud igen, når vi er tættere på og kan se om datoen holder.

Affaldssortering. Stor ros til alle jer, der har taget godt imod den nye ordning med affaldssortering; det går faktisk rigtigt godt! De relativt få udfordringer, der har været, er blevet løst i fordragelighed (bl.a. via facebookgruppen). Husk stadig at slå papkasser sammen, så de ikke fylder så meget.

Vi er stadig ikke på plads med planen for en standplads til ordningen i øst og arbejder på en mere permanent løsning. Vi vil foreslå en indhegning langs stien øst for p-pladsen – 10 meter fra det sted, affaldsbeholderne står nu -, udført i træ som det stakit, der er i skellet mellem vores grunde. Vi skal dog have tjekket mulighederne for både adgangsvej og belysning, og have en fornemmelse af, om vi får løst det nuværende problem med at lågene blæser op i blæsevejr ved denne placering. Forslaget vil blive fremsendt til medlemmerne, så snart vi har fået et tilbud på etableringen.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Den 18. marts 202

Parkeringer igen igen – på græsset og på vejen

Efter forrige weekend modtog vi flere klager over en parkering, hvor en bil havde parkeret med en trail med båd på græsset på fællesarealet. Samtidig var der flere andre biler parkeret udenfor båsene. Der er flere forhold, der er kritisable. Selvfølgelig er det ikke tilladt at parkere både i Slotsdalen, dette gælder ikke bare i vores område, men er bestemt i hele lokalplanens område at det ikke er tilladt at parkere både. Derudover er langtidsparkering af trailer ikke tilladt. Og så er det jo stadig ikke tilladt at holde udenfor de afmærkede p-pladser. Det gælder for alle de biler, der er på billedet. Dels skæmmer det udsynet for beboerne omkring og dels bliver græsset på fællesarealet kørt op og ødelagt. I dette tilfælde ville et udrykningskøretøj også have svært ved at kunne køre ned i bunden af denne vej, fordi der holder en bil ved husgavlen bagest i billedet herunder.

Vi beder endnu en gang alle om at respektere at man IKKE må parkere på fællesarealet.

Revneforsegling af vores asfalt fra den 12. oktober

Som nogle formentlig har bemærket har der været påført nogle hvide mærker på vores asfalt på veje og p-pladser. Det er opmærkning af de steder, hvor der er revner i asfalten. Disse revner skal repareres ved revneforsegling, da man ellers risikerer større revner/huller i asfalten.

Arbejdet med revneforsegling går i gang i morgen, onsdag den 12. oktober, og udføres af et sjak fra Pankas A/S. Vi får udført arbejdet i sammenhæng med vores naboer på Mikkelborg Allé og arbejdet omfatter tillige vores fælles stier i området.

Reserverede P-pladser

Der er nu reserveret to p-pladser i den østlige del af Slotsdalen til to beboere med særlige behov ved parkering. Pladserne bliver begge mærket med registreringsnummer, ligesom den plads, der bliver beregnet til en bil med handicapskilt, allerede nu er afmærket med officielt handicapskilt. Bestyrelsen har valgt at imødekomme de to ansøgninger fra beboerne pga. deres særlige behov.

Vi beder alle i Slotsdalen om at tage hensyn og respektere reservationen.

handicap