Tag-arkiv: skur

Manual for udvendig vedligeholdelse

For at Slotsdalen også fremover fremstår som et sammenhængende område, hvor husene har samme kvalitet, skal vedligeholdelsen ske, så husene bevarer det samme ydre udtryk. Flere har fået skiftet vinduer, repareret facader og har haft vanskeligt ved at stille de relevante krav til materialer og udførsel fra håndværkere. Bestyrelsen har endvidere fået et stigende antal henvendelser vedr. materialevalg mm. ved udskiftning af bygningsdele.

For at hjælpe ejerne med at kunne sikre en god kvalitet af vedligeholdelsen, så både den enkelte ejer og området bevarer værdien, har bestyrelsen fået udarbejdet en manual for udvendig vedligholdelse med hjælp fra en arkitekt med særligt kendskab til området.

Manualen beskriver alle eksisterende ydre bygningsdele og er tænkt som støtte for både ejer og håndværkere ved vedligeholdelse og udførsel af bygningsarbejder.

Manualen kan downloades her:  Manual til udvendig vedligeholdelse_Slotsdalen_maj2019

Mvh bestyrelsen

Bygningsmanual

På opfordring fra et fremsynet medlem, har vi taget initiativ til at få udarbejdet en manual for vores huse, så det bliver lettere at se hvordan forskellige bygningsdele skal være udført. Arbejdet bliver udført i samarbejde med en arkitekt.

I løbet af de par sidste år har vi haft flere tilfælde, hvor træværk  ikke har været malet i den rigtige farve. Med renovering af flere gavle er der kommet metalfarvede elementer i gavlene i stedet for de sorte.

For den enkelte husejer (og deres håndværkere), er det næppe noget, som man tænker på. Alle vil selvfølgelig gerne vedligeholde deres hus, så det tager sig bedst muligt ud efter egen smag. På længere sigt vil husene og området dog miste sit udtryk og det ‘stikker af’, hvis ikke vi er opmærksomme og vælger materialer og farver, der er tro mod de originale og sikrer ensartetheden.

Udover at overholde lokalplan og vores vedtægter, er det vigtigt at vide, hvad man skal være opmærksom på for at husene ser ens ud, så vi ikke risikerer vi at området ændrer karakter og at vores huse mister værdi. Manualen forventes at være færdig til foråret.

Hvis du står foran renovering/udskiftning af fx vinduer, gavle, tagrender mm., så vær ekstra opmærksom på at du får udført arbejdet af en håndværker, der er opmærksom på materiale-, form- og farvevalg, så udtrykket af huset ikke ændres. Det er ærgerligt at skulle bekoste reparationer, fordi man ikke har været opmærksom på at få malet i den rigtige farve, ikke har fået malet de skinnende skruer sorte eller har fået skiftet hoveddøren til en med et andet udseende.

Maling af træværk – overhold farvekoderne

Et par beboere har malet deres skure sorte i stedet for at anvende den korrekte farve jf. vore farvekoder, som man finder her: http://slotsdalen.com/farver/

Vær opmærksom på at alle skal overholde de gældende farvekoder ved maling af træværk. Det betyder bl.a. at gråmalede skure skal blive ved med at være grå og blå skure blå.

Vi har tidligere haft et par andre tilfælde, hvor ejerne dog hurtigt fandt ud af at overmale og opnå den rigtige farve. Det er ikke muligt at søge individuelt om at ændre farven; det kræver at man får vedtaget et forslag om nye farver på en generalforsamling.

Det er muligt at man selv synes det er pænere med en anden farve, men smag og behag er forskelligt og hensynet til det ensartede udtryk for bebyggelsen vejer p.t. højere. Man kan jo overveje, hvor mange forskellige farver man selv ville have lyst til at ens naboer brugte?

J.f. tidligere generalforsamlingsbeslutning vil bestyrelsen sætte en frist for at bringe forhold i orden, der vedrører ændringer af udseendet for vore ejendomme, når de er i strid med vore vedtægter og husorden. Herefter er vi desværre nødsaget til at gå videre med en civil retssag. Vi ved at det kan virke voldsomt, men det er desværre de eneste muligheder vi har for at sikre den ensartethed, som lokalplanen og grundejerforeningens medlemmer ønsker.

Vi beder derfor indtrængende alle om at være opmærksom på det ved vedligeholdelse og maling, så vi undgår den ubehagelige situation at skulle anlægge sag mod et medlem. Det sidste vi ønsker er at skulle være uvenner med nogle af vore naboer, og vi håber på forståelse for at der ikke ligger noget personligt i det.